Didi har altid et plaster på kinden. Hun hører tit spørgsmålet: „Hvorfor tager du det ikke af?", men hun smiler bare og går videre.
Under en gåtur på en blæsende dag dukker gamle minder op — et fald, tårer og varme hænder der holdt om hendes lille ansigt.
Gå med Didi, skridt for skridt, og find ud af, hvorfor plasteret virkelig sidder der.
På en blæsende dag gik jeg en tur
Efter en lækker frokost gik jeg en tur foran huset.
I dag vil jeg fortælle lidt om mig selv mens jeg går — om mig, Didi.
Det er ikke noget stort… men i dag har jeg bare lyst til at fortælle det.
Jeg spiste for meget til frokost. Hihi, Halmes madlavning er simpelthen uimodståelig.
Så jeg gik ud for at fordøje maden. Ellers bliver jeg søvnig.
Hverken for varmt eller for koldt — en dag hvor vinden kilrer i næsen.
På sådan en dag får jeg lyst til at tage store, kraftige skridt.
Dump, dump, dump.
„Hvorfor går du med plaster på kinden?"
Jeg gik på en brolagt sti, da butiksejeren fra hjørnet standsede og kiggede på mig.
„Lille skat, i forrige uge også — hvorfor har du plaster på kinden?"
…Det spørgsmål hører jeg rigtig tit. Faktisk næsten hver gang.
Når jeg går tur, i butikken, nogle gange endda i elevatoren. Haha.
Og hver gang svarer jeg: „Bare fordi — det ser sejt ud~" og går videre.
Men ved du hvad? I dag kom der hele tiden gamle minder frem mens jeg gik.
Hvorfor tager jeg det egentlig ikke af? Er det virkelig for stilens skyld?
Hmm… lidt måske. Hej, mine skridt blev langsommere.
Når jeg begynder at tænke, bliver mine skridt langsommere
Jeg har en vane — når jeg begynder at tænke på noget, går jeg langsommere og langsommere.
Jeg slentrede afsted og rørte forsigtigt ved plasteret på kinden.
Og så huskede jeg.
Da jeg var meget lille. Meget, meget mindre end nu.
Den dag jeg snublede og græd af hjertets lyst
Jeg snublede over en sten og faldt. Av!!
Mit knæ skrammede sig, min kind skrammede sig. Jeg græd rigtig højt.
Men så… kom der varme hænder.
