Didi møder kunstneren Van Gogh og spørger om hvert maleri: "Hvorfor malede du netop det her?"
Stjerner der hvirvler rundt, gule solsikker og en natthimmel uden en dråbe sort.
Lad os kigge med Didi og opdage, hvilke følelser der gemmer sig i billederne.
Fra et rum fyldt med malerier trådte en rigtig kunstner frem
Didi kiggede ind i et rum fyldt med malerier i WAGZAK JUMP — og pludselig trådte en mand med et stort skæg direkte ud af det!
Banggu stod ved siden af og holdt fast i den gule ballon med store øjne. "Didi, der kom et rigtigt menneske ud af maleriet!"
Langs væggene hang rammer på række, og farverne var så kraftige, at vi begge ikke kunne rive blikket væk.
"Hej, jeg er kunstneren Van Gogh." Manden tog hatten af og hilste venligt.
"Wow, har du malet alt det her?" spurgte jeg, og manden smilede bredt. "Skal vi se på dem ét ad gangen?"
Jeg var nysgerrig på så meget. Så Banggu og jeg besluttede at følge med og spørge om hvert eneste maleri.
"Hvorfor malede du dit eget ansigt treogfyrre gange?"
På den første væg hang masser af portrætter, der lignede hinanden.
Et ansigt med skæg, et med hat, et i blåt tøj. Det var tilsyneladende den samme person, men udtrykkene var en smule forskellige.
"Hvem er det her?" spurgte jeg.
"Det er mig. Et maleri af én selv kalder man et 'selvportræt'."
Manden talte på fingrene og sagde: "Jeg malede treogfyrre stykker. Over ti år."
"Treogfyrre gange?!" Jeg bliver træt efter tre selfies. Banggu rystede også ballonen og sagde: "Øv, jeg gider ikke engang én!"
"Jeg ville male mennesker, men det var svært at finde modeller. Så jeg malede igen og igen det ansigt, jeg så i spejlet."
Nå, han malede sig selv i spejlet, fordi han ikke havde nogen anden at male. Lidt vemodigt — men imponerende at han ikke gav op.
"Hvorfor hvirvler natthimlen rundt og rundt?"
Foran det næste maleri kom der uvilkårligt et "Wow…" ud af mig.
Natthimlen bølgede frem, og stjernerne syntes at snurre rundt.
"Det her er 'Stjernenatten'." sagde manden stille.
"Men en rigtig natthimmel snurrer ikke sådan. Hvorfor malede du den sådan?"
"For mig så natthimlen ud til at røre sig og leve. Det var en tid, hvor jeg havde det meget svært og hvilede ud — måske føltes stjernerne derfor større og lysere."
At han malede en sådan skinnende nat, da han havde det dårligt, fik mig til at føle en lille klump i halsen.
Til venstre rejste sig noget som en flamme, og jeg spurgte "Er det ild?" — men det var et træ kaldet cypres. At et træ kan se ud som en flamme — Van Gogh ser virkelig verden på en særlig måde.
"Hvorfor malede du solsikker så mange gange?"
Det næste rum var helt gult. Store solsikker fyldte en vase.
"Du kan virkelig godt lide solsikker?"
"Ja, jeg elskede solen. Og solsikker ligner solen, så jeg holdt meget af dem."
Det viste sig, at dette maleri havde en historie. Hans kære ven Gauguin skulle komme på besøg, og Van Gogh ville pynte atelieret med solsikkemalerier for at byde ham velkommen.
"Jeg pralede endda i et brev til min bror Theo — 'Det bliver et fantastisk maleri!'" sagde manden og lo lidt flovt.
Jeg pynter jo også mit værelse, når en kær ven skal komme — præcis det samme! Hihihi. Han må have glædet sig så meget til vennens besøg, at han lavede et helt blomsterbed af malerier.
"Nat — men helt uden sort farve?"
Det næste maleri forestillede natten, men var alligevel varmt og slet ikke mørkt. Det hed 'Caféterasse om natten'.
En stor gul gaslampe lyste klart på caféen, og over den strakte sig en blå himmel prikket med stjerner.
"Her brugte jeg slet ingen sort farve." sagde manden.
Nat uden sort farve?!
"Jeg brugte kun blåt, lilla, grønt og klar gul. Det sjoveste var at prikke stjernerne ind én efter én."
Og virkelig — ikke noget sort nogen steder! Alt er blåt og lilla. Men det ser stadig ud som nat, hvilket er helt utroligt.
Manden lavede som om han prikkede stjerner ind, og jeg stod ved siden af og prikkede med fingeren også. Hoho.
"Kan man skabe 'ro' med kun farver?"
Denne gang var det et lille værelse. Det var mandens rigtige soveværelse — 'Soveværelset i Arles'.
