Jeg slog stortåen — hvorfor gør hele benet ondt?

„Av, av… jeg slog tåen, men hvorfor gør hele benet ondt?"

"Av, av, av…"

Purum hopper på ét ben og halter frem mod Didi.

Han slog stortåen ind i dørkarmen — og hans ansigt ser helt fortabt ud.

„Didi, noget er mærkeligt. Jeg slog kun én tå… men læggen banker, låret er stivt, hele benet gør ondt på én gang!"

Saerom, som stod ved siden af, rystede på hovedet. „Åh, Purum overdriver bare~ gør han ikke, Popo?"

Men Didi tvivlede. Det lignede virkelig noget, der gjorde ondt. Én tå slået — hvordan kunne det gøre ondt hele vejen op?

Jeg spurgte Popo — „Er det hele virkelig forbundet?"

Popo svævede hen og rørte forsigtigt ved Purums ben. „At det ikke kun er tåen, der gør ondt — det er faktisk helt logisk."

„Hvorfor?" — Didi rykkede tættere på.

„Når et tåben rammes, chokeres musklerne rundt om tåen og de muskler, der bevæger foden, og de spænder sig hårdt. Det breder sig så til læg- og lårmuskler — de trækker sig alle sammen efter hinanden."

„Hvad, det hele hænger sammen?!" — Saerom spærrede øjnene op. Hun havde lige sagt, at han overdrev, og nu var hun mere overrasket end nogen anden.

Didi kunne heller ikke tro det og spurgte igen. „Virkelig? Hvordan hænger det sammen?"

Popo pegede på knappen øverst. „Ord kan ikke rigtig forklare det, vel? Så lad os gå og spørge kroppen direkte."

„Hvem er du?" — et dansende skelet dukkede op!

„Forvandl dig! Hej, hop!" — Popo rakte hånden ud mod Purum—

Purums hud blev gennemsigtig og — rasslende forvandlede han sig til et hvidt skelet!

„Aah! Hvad er det her?!" — Purum løftede sin egen arm og blev endnu mere forbavset. „Havde jeg så mange knogler i kroppen?!"

Skelettet Purum trak på skuldrene og nikkede med knæene. Slet ikke skræmmende — snarere sødt! Et dansende skelet-gæst stod pludselig foran dem.

„Vent, må jeg stille dig et par spørgsmål?" — Didi rakte hånden op. Der var så meget, hun undrede sig over.

Fra top til tå — spørgsmål til knoglerne

Først spurgte hun den runde kranieknogle. „Hvad laver du egentlig?"

Kranieknogle, der mindede om en skål, lyste op som et svar. Den beskytter hjernen indeni og skaber plads til øjne, ører, næse og mund. Det er som at bære en hård hjelm.

Dernæst ribbenene, der bøjer sig langt ud på begge sider. Tolv par bøjet som buer danner en stor kurv. Inde i den sidder lunger og hjerte godt beskyttet.

„Læg hånden på brystet og træk vejret dybt." — Didi fulgte Popos råd — ved indåndingen adskilte ribbenene sig lidt, og så lukkede de sig igen. Wow, knogler bevæger sig!

Midt i ryggen ses en tyk søjle af hvirvler — det er rygraden. Den står i kroppens midte som en støttesøjle og holder os oprejst.

Nedenunder bækkenet. Det forbinder rygraden med begge ben. Det optager kroppens vægt ovenfra og sender den videre til benene. Derfor kan vi gå.

„Bare i fingrene er der syv og tyve små knogler på størrelse med bønner." — Skelettet Purum bøjede og strakte sine fingre. Takket være de mange korte knogler kan vi bevæge fingrene præcis som vi vil.

„Hvordan holder knogler fast i hinanden?" — leddets svar

Her stillede Didi det spørgsmål, hun var mest nysgerrig på. „Men hvordan hænger knogler fast i hinanden og bøjer sig så smidigt?"

Da lyste albue og håndled op. Et led! Det sted, hvor to knogler mødes og forbindes. Takket være led kan vi bøje og strække armen og dreje håndleddet rundt.

„Drej håndleddet rundt." — Didi gjorde det og følte noget rulle blødt indeni. Det er leddene, der arbejder.

Skelettet Purum tilføjede. „Min mormor klagede altid over ømme knæ. Hvis led bruges for hårdt og for længe, kan de slides ned og begynde at gøre ondt." Man skal passe på dem!

„Hvor mange knogler har jeg?" — et overraskende tal

„Popo! Hvor mange knogler har kroppen egentlig?" — Didi talte på fingrene, men kunne ikke finde svaret.

„En voksen har cirka 206. Men…" — Popo smilede listigt. „Et nyfødt barn har cirka 450."

„Hvad?! En lille baby har flere?!" — Det havde hun virkelig ikke forventet.