Midt i mellemmåltidet begynder det hele tiden at rumle i Didis mave.
For at finde ud af, hvem der laver lyden, skrumper Didi til størrelsen af en ært og følger med Ppuri ned gennem mavens labyrint.
Ved at følge spor efter spor – fra munden til mavesækken og tarmene, hvor maden tager hen, og hvordan den forandrer sig – afsløres til sidst, hvem der virkelig rumler.
Rumle – hvor kommer den lyd fra?
Ruuumle—
Midt i at jeg tyggede på mit mellemmåltid, kom der en mærkelig lyd et sted fra.
Jeg kiggede hid og did. Men det er jo kun mig i rummet?
Så lød det igen, rumle. Da jeg lagde hånden stille mod maven, var det lige der.
Det lød, som om nogen græd inde i min mave.
Det gør ikke engang ondt, så hvorfor lyder det sådan? Måske ruller det mellemmåltid, jeg lige spiste, rundt derinde?
Jeg er jo en, der ikke kan lade være, når jeg bliver nysgerrig. Så jeg besluttede selv at finde ud af, hvem der laver lyden.
Lille som en ært, ind i mavens labyrint
I WAGZAK JUMP kiggede jeg på "Den boblende rejse gennem maven".
Plantedoktoren Ppuri vinkede glad. "Hej, lille opdagelsesrejsende! I dag skal vi skrumpe til størrelsen af en ært og udforske mavens labyrint."
En ært? Det føltes virkelig, som om kroppen skrumpede, og så snurrede alt foran øjnene—
Da jeg kom til mig selv, stod jeg foran en lang, glat rutsjebane.
"Ppuri, det rumler hele tiden i min mave. Jeg kom her, fordi jeg vil vide, hvad det er."
Ppuri smilede bare bredt. "Så lad os følge lyden nedad. Den vej, maden tager, er jo den samme vej, lyden kommer fra."
Detektivlegen, hvor vi sporer lyden, begynder nu.
Spor ét – i munden knuses maden og bliver blød
Da jeg kiggede op, så jeg kæmpestore tænder, der tyggede maden i stykker med en knasen.
"Det allerførste trin i fordøjelsen er, at tænderne knuser maden i små stykker," fortalte Ppuri.
Tungen rullede også maden rundt hid og did og blandede den med spyt.
Da spyttet nåede maden, blev det, der var hårdt, blødere og blødere og tykkere.
"Maden skal blive så blød for nemt at kunne glide ned ad rutsjebanen," sagde Ppuri, og jeg nikkede.
Men det var mærkeligt. Her var der kun tyggelyde, slet ikke den rumlen fra før. Den, der laver lyden, må være længere nede.
Spor to – ned ad rutsjebanen, der er spiserøret
Gulp. I samme øjeblik maden blev slugt, blev vi også revet med.
Et smalt og langt rør fortsatte som en rutsjebane, og det her er vist spiserøret.
Det er vejen, der forbinder munden med mavesækken.
"Aaah, det går alt for hurtigt!" Jeg rakte hænderne i vejret og fór nedad.
Røret bølgede frem og tilbage og skubbede os nedad. Hvor sejt!
Helt derhenne ses noget, der ligner et stort rum. Ppuri peger. "Vi er næsten fremme ved mavesækken!"
Spor tre – mavesækken bugter sig, endelig fik jeg fat i lydens hale
Da jeg trådte ind i mavesækken, var hele væggen fuld af rynkede folder.
"Se lige væggen her, den er helt bugtet!" Da jeg blev overrasket, forklarede Ppuri.
"Når der ikke er nogen mad, ligger folderne foldet sammen, men når maden kommer ind, folder de sig ud. Så kan den blive mere end tyve gange større."
Og ganske rigtigt, da maden kom ind, foldede folderne sig ud, og rummet blev meget større. Mavesækken kan ændre sin størrelse, præcis som den vil.
Lige da bølgede det under vores fødder, og loftet bølgede. Hele mavesækken begyndte at bevæge sig bugte og vride sig.
"Aaah, Ppuri! Mavesækken vil vist æde os!"
Ppuri griner højt. "Tag det roligt, det er mavebevægelse. Mavesækken bugter og vrider sig for at blande mavesaften og maden jævnt."
Mavesaften, der sivede ud af væggen, blander sig med maden, og denne mavesaft dræber slemme bakterier i maden og hjælper også med fordøjelsen.
I samme øjeblik gav den velkendte lyd ruuumle— genlyd fra alle sider.
Ja, det er det her! Den lyd, jeg hørte i maven før!
Det var lyden, der opstod, da mavesækken flittigt bugtede sig. Endelig fik jeg fat i den, der laver lyden!
Lyden kom ikke kun fra ét sted – den uendeligt lange tyndtarm
Vi fulgte med maden, der var godt blandet med mavesaft, og fortsatte ned ad den næste vej.
Men denne vej, der ses ingen ende.
"Ppuri, hvor lang er den egentlig?" Det snoede, bugtede rør fortsatte uden ende.
"Det her er tyndtarmen. Hvis man retter den ud og måler, er den fem gange så lang, som et menneske er højt." Fem gange – jeg tabte underkæben.
Og så begyndte denne tyndtarm også at bugte sig præcis som mavesækken. Det rumler igen!
Så den, der laver lyden, var altså ikke kun én. Både mavesækken og tarmen bevægede sig sammen og lavede lyd.
