Didi møder den ene dyre- og planteven efter den anden, som har brug for hjælp i skoven.
Hver gang hun vil hjælpe, dukker der pludselig et vejskel op — den ene vej hjælper rigtigt, den anden gør det bare sværere for vennen.
Hvilken side skal man vælge for at være en rigtig naturpasser? Til sidst bliver hemmeligheden bag den røde-ørede skildpadde fra morgenen også afsløret.
Røde ører ved dammen — må det være sådan?
Jeg gik forbi dammen i kvarteret, og dér lå en skildpadde og solede sig på en sten.
Ved ørerne løb en tydelig rød stribe. Sikke en stærk farve!
Jeg stod længe og kiggede, fordi hun var så fin, men noget kildede mig hele tiden inde i brystet.
I vores dam har der altid kun været skildpadder med fine runde skjolde.
Men denne røde-ørede ven … hvor kommer hun egentlig fra?
Skulle jeg tage hende med hjem og passe hende? Eller bare lade hende være? Jeg vidste virkelig ikke, hvad der var rigtigt.
Heldigvis havde jeg noget med. I WAGZAK JUMP åbnede jeg lektionen „Økosystemets vogtere, der passer på naturen”.
Midt i skoven — pludselig et vejskel!
Jeg dykkede ind i skærmen, og foran mine øjne foldede en rigtig skov sig ud.
Træer, en dam og små dyr, der løb omkring i græsset.
Fra i dag er jeg økosystemets vogter, der skal passe på den her skov.
Men for hvert skridt, jeg tog, dukkede der pludselig et vejskel op under fødderne.
På den ene side en grøn pil, på den anden en rød.
„Hvilken vej hjælper egentlig?” Ved hvert valg viser de, hvad der sker. Åh, jeg rystede!
Første vejskel — bjørnen med en fastsiddende pote
Dybt inde i skoven mødte jeg en stor bjørn med et hvidt halvmånetegn på brystet.
Det er en asiatisk sortbjørn. Han bor i de koreanske bjerge, og der er så få tilbage, at vi virkelig må beskytte ham.
Men han kunne ikke flytte poten og klynkede stille. Da jeg kiggede nærmere, så jeg, at noget snorlignende sad strammet rundt om poten.
Det var en snare — en fælde, nogen havde sat i smug ude i skoven for at fange dyr.
Så, vejskel. Hvilken side?
Rød vej — det er uhyggeligt, så jeg lader, som om jeg ikke ser noget, og går forbi.
Bjørnen bliver siddende fast og klynker videre. Den sårede pote gør mere og mere ondt. Nej, sådan kan det ikke være.
Grøn vej — „Vent lidt, jeg får dig fri!” og forsigtigt tager jeg snaren af.
Uden at tøve valgte jeg grøn!
Da jeg stille rullede snoren af, trak bjørnen poten ud og slentrede roligt ud i græsset.
Uden så meget som en skramme! Pyha, en sten faldt fra mit bryst.
Måske mente den, der satte snaren, det heller ikke helt slemt. Men bjergene er jo dyrenes hjem.
Og i det hjem må man ikke efterlade farlige fælder — det ved jeg nu også. Bjørn, hvor er det dejligt, at du er i sikkerhed!
Andet vejskel — en håndfuld agern
Lidt længere fremme lå der masser af agern på skovbunden.
En herre samlede dem op i håndfulde og puttede dem i en pose. Han syntes nok, de var fine og ville tage dem med hjem.
Ved siden af stod et egern og prøvede at tage et agern i munden, men trippede bare uroligt med poterne.
Igen et vejskel. Hvilken side?
Rød vej — de er jo fine, så jeg propper også lommerne fulde.
Så forsvinder vintermaden for egern og vildsvinevenner. En ven kommer til at sulte. Nej, det går ikke.
Grøn vej — agerne får lov at ligge, og jeg nyder dem kun med øjnene.
Jeg trykkede beslutsomt på grøn!
„Hr., agerne er vintermad for dyrevennerne.” Jeg sagde det helt roligt, og herren svarede: „Ih, det vidste jeg ikke. Jeg var lige ved at tage dyrenes mad” — og lagde forsigtigt agerne tilbage.
Herren var ikke ond — han vidste det bare ikke. Så snart han hørte det, stoppede han med det samme.
Helt ærligt har jeg også selv haft lyst til at tage en fin grankogle med hjem. Men det vil jeg ikke mere. For os er det en lille frugt, men for en anden et helt måltid.
Tredje vejskel — kagen, der gives af kærlighed
På vej ud af skoven så jeg, at nogen rakte en kage frem til et egern.
„Hvor er det sødt~” sagde personen med et stort smil, og den følelse kunne jeg godt forstå. Når jeg ser noget sødt, vil jeg også gerne dele med det samme.
Men der dukkede et vejskel op igen. Hvilken side?
Rød vej — jeg giver også en kage ved siden af.
Når dyret vænner sig til smagen af menneskemad, glemmer det stille og roligt, hvordan det selv finder føde. Så bliver det svært at klare sig alene. Nå, det var altså slet ikke at hjælpe?
Grøn vej — jeg gemmer kagen og kigger bare stille fra afstand.
Jeg listede mig over til den grønne.
„Når man giver mad, bliver det faktisk sværere for dem. Det er bedst at kigge på dem på afstand.” Jeg sagde det stille, og personen svarede: „Hold da op, der er altså andre måder at vise omsorg på” — og puttede kagen tilbage.
At passe rigtigt på nogen er ikke at gå tæt på, men at stå stille og kigge fra afstand. Hihihi, der er mange måder at holde af noget på.
