Didi flyver med sangsvanen Goni, som drager af sted for at overvintre et sted, hvor der er varmere.
I vådområdet Eulsukdo, hvor floden møder havet, ser hun stille på, hvem der bor der, og hvad menneskene gør for alle disse venner.
Til sidst tager hun afsked med vadefuglene og dyrene på vaden — det er Didis observationsdagbog fra rejsen med trækfuglene.
Inden det bliver endnu koldere — afsted!
Ude i sneen baskede en stor fugl med vingerne — og jeg fløj med det samme op ved siden af ham.
Under fødderne var alt snehvidt. En kulde, hvor man tror, at hvis man bare ånder ud, så fryser luften til på stedet.
„Hej! Jeg hedder Goni. Den ældste søn i sangsvanefamilien." Fuglen ved siden af hilser raskt.
Sidste år gik Gonis far på pension, og i år står Goni for første gang i spidsen for familien på vinterrejsen — han er den nye leder. Første gang som flokleder! Man kunne se, hvordan hans skuldre løftede sig af stolthed.
„Her oppe på tundraen er det for koldt til at overvintre. Vi flyver til det varme Eulsukdo. Åååh, inden det bliver endnu koldere — kom så, afsted!" Så snart Goni råbte det, blev vingeslagene endnu hurtigere.
I dag sniger jeg mig med på den vinterrejse. For hvis jeg følger Goni, kan jeg se den ø, de fortæller om, helt nede ved flodens ende.
Undervejs på himmelvejen mødte vi en gråandefamilie
Da jeg steg op over skyerne, var himlen helt fuld af fugle.
Ikke kun sangsvaner. Fugle, hvis navne jeg slet ikke kender, flyver i rækker — alle baskede de flittigt i samme retning.
„Se! De flyver alle sammen til Eulsukdo for at overvintre." Goni peger til siden med vingen.
Så råber han glad: „Hej gråænder! Det er længe siden!"
Gråanden, der fløj ved siden af, vendte hovedet. „Hej~ Goni, hvordan har du haft det? Du er blevet leder! Tillykke!"
„Haha, tak. Lad os også få en god vinter denne gang." Goni smiler lidt genert, og bare det at se det gjorde mig varm om hjertet.
Selv en ny rute føles tryggere, når en ven flyver ved siden af én. Jeg blev også sådan i godt humør, at jeg fløj endnu kraftigere.
Dér, hvor floden møder havet, opstår der vist en ø
Gonis lillebror lægger sig tæt op ad storebror og spørger: „Storebror, hvad er det egentlig for et sted, det Eulsukdo, vi flyver til?"
„Det er en ø ved Nakdongflodens munding. Floden starter oppe i Gangwon-do, løber langt langt nedad og møder Sydhavet lige der."
Jeg spidsede også ører. En flod, der mødes med havet — hvordan ser sådan et sted egentlig ud?
„Når flodvand har strømmet længe, bliver det langsommere og langsommere. Så synker den jord og det sand, det bærer med sig, stille ned på bunden og lægger sig dér. Lag på lag bygges der så en ø op — og det er den, de kalder Eulsukdo." Goni peger ned med vingen.
En ø, floden selv har bygget af jord!
Fordi det er et sted, hvor ferskvand og saltvand blandes, lever der vist alle mulige dyr, man ellers ikke ser nogen steder.
„Hov? Storebror, er det måske den ø dér?" spørger lillebroren begejstret.
„Ja! Nu er vi der næsten. Dér er Eulsukdo." Inden Goni når at tale ud, skubber en grøn ø sig op under fødderne. Wauw, lige midt ude i floden, helt for sig selv!
Jeg kiggede stille på, hvem der bor i vådområdet
Da vi landede på øen, blev Goni helt opstemt. „Der er en grund til, at trækfuglene elsker det her sted. Vådområdet er godt beskyttet, så der er virkelig masser af mad!"
Masser af mad? Jeg blev så nysgerrig efter at vide, hvem der egentlig bor her, at jeg ikke kunne holde det ud.
I appen WAGZAK JUMP kiggede jeg på „Rejse til vådområdet". Jeg ville se vadefuglene og dyrene på vaden og ved vandet helt tæt på.
Først tager Goni mig med ind i en lille tykning. „Det her er saemseom-maejagi. Dér, hvor floden møder havet, vokser det sådan her, i klynger."
Da Goni skubber lidt jord til side med næbbet, hænger der runde, buttede klumper ved rødderne. Som kartofler eller søde kartofler, ganske runde og fyldige.
„De her rodknolde er det allerbedste, vi sangsvaner ved." Goni smasker lidt med næbbet, og det ser så lækkert ud, at det får tænderne til at løbe i vand.
Så er det muslingernes tur. Goni prikker forsigtigt til en tynd musling. „Det her er ttijogae. Skallen er meget tyndere end på andre muslinger, så vi kan let knække den. Det er virkelig en taknemmelig mad for os!"
Ved siden af ligger en tykkere musling. „Den her er baekhap. En almindelig musling hjemme hos os i Korea, og der bor også masser af dem ved Nakdongmundingen."
Det, Goni siger bagefter, kom som lidt af en overraskelse. Skallerne fra baekhap bruges også til at lave de hvide brikker til spillet go. At en muslingeskal bliver til en spillebrik — sikke noget mærkeligt.
I det samme stikker noget hurtigt sidelæns af henover mudderet. En krabbe! Goni siger: „Den hedder chilge. Den graver et hul i vaden og bor i det."
