Didi går alene ind i skoven og kigger stille på et stort træ.
Lidt efter lidt finder hun ud af, hvordan træet skaber ren luft, og hvad der gemmer sig inde i et fældet træ.
Det er Didis skovdagbog, der ender med, at hun siger tak til træet.
Det øjeblik, jeg tager mit første skridt ind i skoven
Jeg tager ét skridt ind i skoven, og straks smager luften helt anderledes.
En duft, jeg aldrig har mærket inde i byen. Fugtig jord blandet med en let, frisk grøn tone — sådan føles det.
Uden at tænke over det breder jeg armene godt ud og trækker vejret dybt ind. Næsetippen bliver kølig, og jeg tænker: åh, hvor er det dejligt.
I dag er jeg alene. Jeg er kommet uden venner for stille at kigge på denne skov.
Under mine fødder rasler bladene. Over hovedet falder lyset i små bidder mellem bladene.
Jeg standsede under det største træ
Til sidst standsede jeg foran det allerstørste træ.
Selv om jeg lægger hovedet helt bagover, kan jeg ikke se toppen. Og stammen er så tyk, at mine to arme slet ikke kan nå hele vejen omkring.
Jeg lægger forsigtigt min håndflade mod den ru bark. Den føles ru, kold og hård.
Hvilke hemmeligheder gemmer der sig herinde? Jeg er jo sådan en, der aldrig kan lade være med at være nysgerrig.
I WAGZAK JUMP åbnede jeg lektionen „Træer er virkelig dyrebare". Jeg ville se træet helt tæt på.
Træet, der ånder ind og ud
Træet på skærmen trækker langsomt vejret ind og ud.
Det suger den kuldioxid, der svæver i luften, til sig — slup — og det kulstof, der er indeni, lægger det pænt og ordentligt på lager inde i sin egen krop.
Og den rene ilt puster det ud igen — føj.
Nå, så det er træet, der laver luften?
Jeg trak vejret dybt ind én gang til.
Det er den ilt, det her store træ lige har pustet ud, jeg trækker ind nu. Det er virkelig vildt fantastisk.
Det var altså derfor, luften smagte så anderledes allerede ved skovkanten.
Mit skrivebord var faktisk også et træ engang
Det er ikke kun, mens træet lever, at det giver os luft.
Da jeg bladrede videre på skærmen, blev træet til et skrivebord, en stol og endda en båd og et hus.
Nu hvor jeg tænker over det, er vores skrivebord derhjemme og stolen, jeg sidder på hver dag, jo også lavet af træ.
Jeg rører ved dem hver eneste dag, men jeg har aldrig tænkt over det. Alt det her har engang været træer, der voksede et eller andet sted i en skov.
Må man godt fælde træer?
Her blev jeg lidt bekymret.
Hvis vi bare fælder træer for at lave møbler — bliver skoven så ikke tom, og luften dårligere?
Men skærmen viste mig svaret.
Når et træ bliver rigtig gammelt, bliver dets evne til at suge kuldioxid og lave ilt nemlig langsomt svagere.
Derfor fælder man rigtig gamle træer og bruger dem, og på det sted planter man et nyt ungt træ igen.
Et ungt træ, der vokser hurtigt, drikker mere kuldioxid og puster også mere ilt ud.
Det går ikke kun at fælde, men hvis man fælder og samtidig planter og passer skoven, bliver den faktisk sundere — sådan hænger det sammen.
Hemmeligheden gemt i tværsnittet af en træstamme
Men hvor bliver alt det kulstof så af, som træet har samlet hele sit liv, når det bliver fældet?
