Det er historien om Didis havdrøm.
I drømmen ser hun en skildpadde, der har tygget på et stykke plastik, og hun rækker næsten ud efter en sød blåringet blæksprutte — så sker det!
Da Didi vågner, beslutter hun sig for at blive en rigtig havpasser.
Puha, hånden er hel
„Puha… heldigvis, hånden er hel."
Gæt, hvad jeg gjorde allerførst, da jeg slog øjnene op?
Jeg kiggede på mine fingerspidser.
I drømmen var jeg lige ved at røre ved en lille, sød blå blæksprutte.
Så råbte nogen „Lad være!" — og det gjorde, at jeg fór op af søvnen.
Hjertet bankede helt vildt. Hov, var det hele en drøm?
Jeg klemte dynen ind til mig, lå helt stille og genkaldte mig endnu en gang det hav, jeg lige havde besøgt.
Drømmen begyndte med en måge med olie på fjerene
Drømmen begyndte ved en strand.
Bølgerne lød så friske, at jeg tænkte „nej, hvor er det skønt!", men over mit hoved baskede en måge som om den kæmpede.
Den slog med vingerne, men gled hele tiden tilbage og kunne ikke rigtig flyve.
Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at fjerene var smurt ind i noget klistret.
Havet føles så frisk, hvorfor har mågen det så svært?
Når der siver olie ud fra et havareret skib, og den klistrer til fjerene, bliver fuglens vinger tunge, så den ikke kan flyve.
Noget i mig sitrede. Når det er sådan oppe på overfladen, hvordan ser der så ud nede på havets bund?
Jeg trak vejret dybt og dykkede ned under havoverfladen.
Smukke havdybder — men i skildpaddens mund…
I starten var det rigtig smukt.
Wow, her er stadig helt rent!
Mellem de farverige koraller fløj fiskestimer forbi mig, og solens stråler glitrede i takt med bølgerne.
Jeg havde lige slappet af, da…
Et lille stykke længere fremme så jeg en skildpadde.
Der sad noget i munden på den, og man kunne tydeligt se, det generede den.
Jeg svømmede tættere på og så, at det var et gennemsigtigt stykke plastik.
Den havde nok forvekslet en plastikpose, der drev forbi, med en vandmand og snuppet den.
Hvor må det have været ubehageligt…
Lige som mit hjerte sank, kom der en redder i dykkerdragt svømmende.
Han hjælper havets dyr, fortalte han.
Han trak forsigtigt plastikken ud af skildpaddens mund — og skildpadden svømmede frit videre!
Puha, hvor er det dejligt.
Der er nogen, der gør havet ondt, men der er også nogen, der passer på det.
Hvad der lå gemt i fiskens mave
Jeg svømmede lidt videre, og pludselig kunne jeg se klart ind i maven på en fisk.
Derinde var der fyldt med ganske små krymler.
Ej, er det her alt sammen plastik?!
Det plastik, vi bruger og smider væk, bliver i havet til ganske små stykker.
De er så små, at man næsten ikke kan se dem, og fiskene tror, det er mad, og sluger dem.
Havet så sundt ud udenpå, men indeni havde det det svært.
En hånd, der sætter den lille krabbe tilbage
Langt ude fiskede en kutter krabber med net.
Men i nettet kom der også ganske små babykrabber med op.
Hov, hvad sker der, hvis man også tager de helt små med?
Jeg fulgte spændt med, og fiskeren satte én efter én de mindste krabber forsigtigt tilbage i havet.
Det er for at vente, til de bliver større og voksne, sagde han.
For hver slags havdyr findes der en størrelse, hvor man må fange dem, og en tid, hvor man ikke må.
De allermindste sendes tilbage, så de kan vokse sig store i havet.
Sådan er der altid små venner tilbage i havet. Hihi, nu er jeg vist begyndt at kende havets regler!
Jeg rakte hånden frem — og så lød: „Lad være!"
Så listede en lille blæksprutte ud af en revne i klippen.
De blå ringe på dens krop glitrede så fint.
„Wow, hvor er den nuttet~ Må jeg lige røre én gang?"
Jeg rakte hånden ud uden at tænke over det.
„Lad være med at røre!"
Nogen stoppede min hånd i sidste øjeblik.
Denne blåringede blæksprutte har smukke mønstre, men i kroppen bærer den et meget stærkt stof.
